Foredrag / Koncert med Chinese Music of Shanghai, oktober 2016

Koncert med Chinese Music of Shanghai

Grønløkke Aftenskole’s debatskabende midler 2016

I 2016 valgte Grønløkke Aftenskole at støtte et lidt anderledes tiltag med det debatskabende midler: Danmarksturné med Chinese Music of Shanghai, som kom til Danmark til d. 26. Oktober til d. 5. November. I perioden spillede orkestret koncerter i Aalborg, Aarhus, Herning, Odense, Sønderborg og København. Orkestret var på 20 mand, som alle er professionelle musikere på traditionelle kinesiske instrumenter.

Grønløkke Aftenskole støttede op om koncertaktiviteterne i Aarhus d. 28. Oktober i Lillesal i Musikhuset Aarhus. Her afholdtes 2 kortere koncerter for børn og unge, samt pensionister, og 1 aftenkoncert, som var for alle interesserede.

Oplægget til koncerterne var at udfordre vores opfattelse af de kinesiske instrumenter. I forbindelse med de forskellige koncerter havde orkestret for stillet en bunden opgave om at spille 2 danske melodier på de kinesiske instrumenter, så det danske publikum kunne få en anderledes og unik oplevelse af deres egen kulturarv, men også for at kunne lytte til instrumenternes klange gennem velkendte melodier. Til formålet blev udvalgt Carl Nielsens Jeg ved en lærkerede og Jens Vejmand. Debatten gik på om man overhovedet kan omsætte melodierne til anderledes instrumenter, og i sær hvordan publikum vil opfatte dette.

Disse 2 melodier har en særlig betydning for os danskere, og vi kender melankolien i Jens Vejmand, denne hårdtprøvede mand, som ender sine dage uden en sten på sin grav. Og de smukke billeder i Jeg ved en lærkerede, hvor den danske natur beskrives gennem et barns oplevelser og forståelse. Dette kendte dirigent Wang Yongji intet til, da han fortolkede melodierne til de kinesiske instrumenter. Debatten lød derpå om man kunne arbejde med melodiernes renhed fremfor bagvedliggende forståelse, og om tilhørerne kunne opfange dette.

Oplevelsen af den kinesiske musik var intens, og publikum lyttede aktivt til de smukke og fremmede melodier. Alle koncerterne blev afrundet med de 2 danske melodier, og i man kunne både se og høre at flere valgte at nynne med. De 2 melodier blev flot spillet i et positivt tempo, der gav melodierne et helt andet udtryk end originalerne, dog uden at ændre på selve melodierne.

Efterfølgende snakkede flere om deres oplevelser af instrumenterne, de kinesiske melodier, og især de 2 danske. Alle var dybt imponeret over musikernes formåen, og syntes det var interessant at opleve 2 sange, som man kender fra barnsben blive udsat for nye fortolkninger.

I alt deltog 276 personer fordelt på 3 koncertaktiviteter i Aarhus d. 28. oktober 2016.
 
Chinese Music of Shanghai i Musikhuset Aarhus 2016
Grønløkke Aftenskole - Tranbjerg J | Langballevej 168, 8320 Mårslet - Danmark | Tlf.: 86290649 | bauning@webspeed.dk