Foredrag / Foredrag: Kraft mod kræft, november 2013

Foredrag: Kraft mod kræft, november 2013

Kraft mod kræft

– at leve med døden!

Den 5. november 2013 afholdt aftenskolen et debatskabende foredrag af 10%-puljen. 

Den landsdækkende kampagne ”Knæk cancer” var nylig overstået, så man må sige foredraget var højaktuelt.

Foredragsholder Vitus Bilking fortalte levende om sit liv som kræftpatient på 10. år med diagnosen myelomatose, knoglekræft. Han havde fået 3-5 år tilbage i udsigt, da diagnosen blev stillet, men det går jo heldigvis ikke altid, som man tror. Han valgte at kæmpe. At han samtidig dyrkede karate styrkede ham såvel fysisk som psykisk, ligesom en stor portion humor har hjulpet ham igennem alt det svære, som en alvorlig sygdom afstedkommer.

Bevægende og medlevende fortalte han efter operation og isolation: ”Min kammerat er min pen”, om hvordan han skrev digte som takkekort, der blev til en lille bog. Om hvordan han søgte for at finde styrke i den hvide verden af medkræftpatienter der også overlevede på galgenhumor. Hvad kemo gør ved et menneske af bivirkninger f.eks. forfølgelsesvanvid og træthed, at rundstykkerne smagte som banegård. En ting var godt, han så aldrig sin bund, skønt han var langt nede, det gav håb. Det lykkedes ham heller ikke at blive deprimeret, det måtte man vel blive med den diagnose! Han smurte en madpakke og tog en flaske saftevand med i tasken til Moesgård strand. Der satte han sig i solen og så på børnene der legede i vandet og i sandet i den dejlige natur. Depressionen udeblev. 

”Belønninger og anerkendelser, har vi brug for,” sagde han. Det virkede som om sygdommen havde gjort ham mere afklaret på sig selv og hvem han er. Det afsluttende budskab var at det er uinteressant og for nemt at sige kan/kan ikke. Mere interessant er det at sige vil/vil ikke. 

Efterfølgende debat og spørgsmål fra tilhørerne afrundede aftenen med Vitus Bilking, et levende bevis på at det nytter noget at kæmpe og bevare humoren som medkæmper. Tak og lev vel Vitus.

 

Henny Margrethe Bauning

Arrangør: Grønløkke Aftenskole – Tranbjerg J og Mårslet Aftenskole

Vitus Bilking, foredrag d. 5. nov. 2013 i Mårslet Sognehus

Grønløkke Aftenskole - Tranbjerg J | Langballevej 168, 8320 Mårslet - Danmark | Tlf.: 86290649 | bauning@webspeed.dk