Sitemap
Grønløkke Aftenskole - Tranbjerg J

Foredrag: Fortællerens skjulte sprog

Den 9. oktober afholdt Grønløkke Aftenskole sit første foredrag med Caspar Koch om Fortællerens skjulte sprog. Foredraget foregik på Lokalcenter Tranbjerg.
 
Aftenen bød på indsigt i fortællerens virkemidler både verbalt og nonverbalt, den gode historie og fortolkningens muligheder.
 
Caspar Koch begyndte fortællingen med sagens kerne: Fortællingen handler om at videregive eller berette om hændelser, give lærdom videre og overlevere viden. Det som adskiller os fra dyrene er, at mennesket kan mestre tanke og sprog, er i stand til at videregive lærdom og fortællinger, og derved handle udover urinstinkterne.
 
En kunstner, der levede for ca. 40.000 år siden ville vise det samme, som en kunstner vil i dag, nemlig uddrag af menneskelivet. Hulemalerierne viser flotte urokser gengivet i al sin kraft, der jages af tændstikmennesker med spyd eller bue og pil. Måske har hulemalerierne været brugt som jagtundervisning for stammen? De stærke giver erfaringen videre – gør stammen overlevelsesdygtig. Det var det, det handlede om, at overleve og at samarbejde. Fortællingerne fortaltes videre til kommende generationer. Der blev måske lagt lidt eller meget til for dramatikkens skyld. De gamle var stammens bibliotek. Sådan var det fra tidernes morgen og fremefter til ca. 1830, hvor analfabetismen udryddes.
 
Fortælleren har kun sig selv. Det skjulte sprog ligger i stemmeføring, kropssprog m.v. Vores nonverbale sprog er stærkere, end hvad der kommer ud af munden. Hvad gør man for at få folk til at lytte med flere sanser end høresansen?
 
Caspar Koch kom med eksempler fra bibelen og fra eventyr. Han viste hvordan den samme historie kan udtrykkes i en kedelig version og en fængslende version afhængig af fortællerens fortolkning af det fortalte. Vi fik genopfrisket eventyret om Tornerose, og derudfra en debat om, hvad eventyret kan lære mennesket i dag, og hvilken virkning fortællerens fortolkning har på historien.
 
Det var en fin aften med engagerede deltagere. Jeg tror, vi alle blev lidt klogere og måske kan huske at finde ”den røde tråd”, når vi selv står og fortæller og har brug for lydhørhed, men det er nu ikke altid så let!
 
Kirstine Marie Bauning/Henny Margrethe Bauning
 
 
Grønløkke Aftenskole - Tranbjerg J | Langballevej 168, 8320 Mårslet - Danmark | Tlf.: 86290649 | bauning@webspeed.dk